Spørgsmål? Ring på 71 99 42 09 (Man: 7-12, Tirs-Tors: 7-10)

    Søren og Sessel i Norge på en Husky 701

    Vores trofaste kunde - Søren Brahe – har sendt os en rejsebeskrivelse fra Norge sommeren 2018. Sørens fortælling gør sig særligt bemærket ved, at den tager udgangspunkt i at få tingene til at lykkes med det udstyr, der nu engang er tilstede. Jo vist så er Søren kvalitetsbevidst, men hans beretning vidner om, at det vigtigste er eventyret og eventyret hvor det kan lade sig gøre.

    Således fortæller Søren om en tur til Norge - to mennesker på en sprit-ny Husky 701 - udfordringer med strøm, sæde og bagageplads - løsninger og ikke mindst en fantastisk glæde ved at rejse.

    Vi lader Søren få ordet her fra.

    Let på tå – en sommertur mod nord

    Motoren kører i det helt rigtige gear. En finger på koblingen, en finger på bremsegrebet. Blikket skifter fra GPS display, til vejen foran, til fantastisk udsigt og forfra igen, og igen. Grusvejen snor sig roligt men sikkert opad i landskabet øst for nationalparken Jotunheimen i Norge. Dækkenes greb er godt, men ikke kedelig stabilt. Kæresten sidder trygt og tæt 1 cm bag mig på sædet. Træerne bliver lavere og mere spredte. Følelsen er helt rigtig. Skønt to skilte har varslet om blind vej, så har vores kortstudie og GPS’en fundet en vej – og den er der. Og nu har vi det bare helt for os selv. Det er den helt rigtige offroad følelse af eventyr…

    11-2

    Denne sommer bød på en ny rejsekammerat. Fra at have kørt et kortere stykke tid på en rigtig ”mande-maskine” i form af en KTM 990 Adventure var der kort før denne sommer kommet en Husqvarna 701 Enduro i stalden i stedet. Så min kæreste, Sessel , og jeg havde lidt mindre plads at boltre os på (20 cm mindre fra styr til sædets bagkant). Dertil skulle vi finde en ny bagageløsning. Men kursen var allerede stukket ud mod nord og Norges land. Vejret var jo denne sommer – perfekt og næsten lidt for lunt til langtur i fuldt udstyr.

    Sidst i juli trillede vi ombord på Fjordline katamaranfærgen i Hirtshals, som når Kristianssand på under 2½ time. Det er hyggeligt at møde de ca. otte andre MC’er i køen og alle være glade for at køre om bord som nogen af de første. Vi havde ikke planlagt nogen fast rute, men ville dog starte med at besøge en gammel soldaterkammerat, der nu var politimand i Mandal. Det var et hyggeligt gensyn og bekræftede det velkendte med, at rejsende på MC altid får en ekstra interesse og support til den videre færd. Fuld af gode tips om grusveje og seværdigheder – og med rigeligt hjemmelavet pizza i maven kørte vi mod vest.  Mandal er nemlig en af Norges sydligste byer.

    01-2

    Men to små ting nagede i mit sind. Mit nyinstallerede og originale USB stik kunne ikke lade min smartphone – og mine handsker føltes bare for små i sommervarmen. En lokal T-Hansen blev løsningen. Her var stik som kunne lade de nødvendige 2,1 A og billige handsker. Vi fandt snart de første små grusveje og en camp for natten. Det var en succes at kunne installere stikket så det virkede. Men masser af små knots (bidende mikro fluer) jog os tidligt ind i teltet.

    02-2

    Dag 2 fandt vi ud på den asfalterede og dejligt snoede Nordsø-vejen.  Den snørkler sig langs Norges sydvestkyst og gør kørslen til en sjov og aktiv opgave.  I byen Flekkefjord opgav jeg de billige handsker fra dagen før og erkendte at man får pasform og kvalitet, som man betaler for. I stedet fandt jeg nogle fuldfinger mountainbike handsker, som hjalp vældigt på grebet på styret og følelsen i fingerspidserne i sommervarmen.

    Ved at læse kort i pauserne kunne vi finde de mindste og mest interessante veje – flere steder med grus. Vi havde et 1:335 000 kort fra ”Cappellen Damm” som senere skulle vise sig at indeholde endnu flere gode informationer.  Sidst på eftermiddagen og ca 50 km fra Stavanger fladede kysten ud og blev helt dansk at se på – så vi svingede nu ind i landet ved byen Varhaug og begydte at tænke på camp 2. Men heden var voldsom og til sidst fandt vi en sø, som vi på skift hoppede i og blev kølet ned. Til sidst sluttede dagen ved den flotteste lille natur camp ved Oltedal Vatnet. Her var det fedt at kunne trille ubemærket hen ad en lille skovsti til en camp plads, som ingen billister ville nå.

    06-2

    Tredje dag startede rigtig tidligt. Vi havde på råd fra min norske kammerat booket plads på den lille, hurtige og billige katamaranfærge, der sejler helt ind i bunden af Lysefjorden. Det var til ca 1/3 pris af hvad de kommercielle turistfærger koster, erfarede vi senere fra andre MC turister. Vi var ved at have rutinen med at pakke telt, soveposer og liggeunderlag i en Enduristan medium pølsetaske, som blev sikret med Rok Straps  på bagagebæreren. Vores øvrige udstyr havde vi i hver sin 30 L Monsoon-3 softbag sidetaske – også fra Enduristan. Vi havde ladet skillevægge og den ekstra afstivning til taskerne blive hjemme. Ved at pakke i mindre drybags var der styr på grejerne og mindre vægt på maskinen og de ting, som skulle være rigtig handy var i lommerne eller i tanktasken: vand, snacks, lås, ørepropper, toiletpapir, pandelampe osv.. For at få taskerne sikkert fri af den varme udstødning og placeret dem bagude havde vi et letvægtsrack fra Nomad ADV under det hele. Racket fra Nomad ADV var en fantastisk løsning, når vi nu var to mennesker på en lille maskine. På den måde så kunne vi få taskerne ekstra langt tilbage på motorcyklen. Man kunne sagtens have nøjedes med et varmeskjold på udstødningen, men for mig var dette den rigtige løsning.

    Ved færgelejet mødte vi et par landsmænd på store maskiner og hardbags. De forstod i første omgang ikke hvordan vi kunne rejse to på en forvokset enduromaskine og den halve bagageplads i fohold til hver deres maskiner. Men de så, at det var muligt – og delte snart deres erfaringer med os om de første tricky sving op fra Lysebotn, hvor der uventet kommer et hårnålesving inde i en dårligt oplyst tunnel. På vejen dertil så vi i dagens første lys de klassiske og flotte klippeformationer: Preikestolen og Kjerag Bolten, samt verdens længste trappe på over 4.000 trin.

    08-2

    Vi nåede bunden af den flotte fjord, spændte hjelmen og kørte de over 28 hårnålesving op fra havniveau til højfjeldet. Vi sad rigtig godt på maskinen. En meget bedre start på dagen for en adventure kører får man næppe. Turen forbi byerne Suleskar og til Hyrestad er utrolig flot. Via Valle kom vi ad små veje helt til Rjukan. Igen havde vi måtte hoppe i en sø og blive vandkølede undervejs.

    13-2

    I Rjukan planlagde vi at være et par nætter.  Dels havde min gode MC-ven, Paw lært mig, at en kørefri dag er rigtig fornuftigt for at få fornøjelsen til at vare længere. Byen har også lidt mere at byde på og så havde vejrtjesten Yr.no lovet et af de få seriøse regnvejr. Mens vi fik lokale tips til vandreruter fra en af Sessels sportskammerater, som tilfældigt arbejdede som rejseguide i byen, sad jeg og mærkede min solbrændte røde nakke, der burde have haft faktor 50 solcreme den dag. Oppe på højfjeldet fandt vi igen en naturcamp ved at bruge 701’erens evner i terrænet, hvor vi kunne liste ud af de små stier og nyde naturen alene. Der blev vredet tøj op og hængt til tørre. Siden første camp havde vi været skånet fra knots. Nu sad vi på hvert vores liggeunderlag i lyngen og beundrede det markante fjeld Gaustablik – og fik en idé til næste dag.

    Fjerde dag kom skyerne drivende ind over højfjeldet fra øst. Og jeg nærstuderede vejrudsigten hvert 5. minut. Der var to par ben som trængte til motion og et enkelt hul i skyerne var lovet sidst på formiddagen, før det store regnskyl. Vi tænkte til sidst: ”hvo intet vover” og kørte på 701’eren til foden af Gaustablik fjeldet. Klædte fra MC udstyr til løbetøj. Pakkede maskinen under sit overtræk og lås på. Og med kort i hånden gik vi i rask trav mod den skydækkede top på 1881m. Til vores store held klarede det op få hundrede meter fra toppen og vi blev belønnet med den flotteste udsigt over Telemarken. Nu var det så tid til downhill og i næsten halvanden time løb vi nedad på snoede og stenede bjergstier og tilbage til den tohjulede.  Jeg nåede lige at lege med tanken, om hvor langt Husqvarnaen ville kunne have kravlet opad det bjerg.

    17-2

    Historien om sabotagen af den tyske produktion af tungtvand under 2. Verdenskrig er spændende, men museet ikke helt så interessant. Dog er det en oplevelse at være på selve det utroligt svært tilgængelige kraftværk på en fjeldside i Rjukan, hvor dramaet udspillede sig i 1943-44. En motorcykel kommer fint over den ensporede hængebro med 80 m til kløftens bund.

    Om natten væltede regnen ned, men vi var heldige at have fundet en hytte til overnatning og vågnede klar til mere eventyr dag fem og satte kursen ad små veje videre nord mod byen, Gol. Det blev en herlig og flot formiddag med både grusveje og varme vafler. Men også en oplevelse af hvordan flere og flere norske dale fyldes op med et utal af hytter, som på en måde forurener og reducerer vildmarksoplevelsen. Dagen endte igen rigtig varm – og jeg måtte vænne mig til en meget hed motor, brandvarme bremseskiver og en blæser, der kom på arbejde. Både Sessel og jeg var positivt overraskede over vores Forma støvler, som vi tænkte ville blive til dampsauna i de 28 grader. Men et par tynde, lange sokker og et par pauser med tæerne i fri luft gjorde det til helt bekvemt fodtøj.

    22-2

    Kort efter Gol forlod vi asfalten og havde via vejkortet fundet en lang sammenhængende rute med grus stik nord mod byen Ryvoss. Der var flere bomme, som kortet alle var angivet på kortet, men ikke alle krævede betaling for MC. Ved aftentid fandt vi en camp i naturen tæt ved en sø. Hurra igen for Allemandsretten. Vi havde nu hvert et velfungerende system i vores Enduristan Monsoon 3 sidetasker – og kunne nyde den ekstra plads, der blev når f.eks. to poser frysetørret mad blev spist.

    24-2

    På en let skyet morgen dag seks, hvilket vi nu satte pris på, gik det mod byen Øvre Ardal, som ligger helt nede i havniveau i en af de allerin derste grene af Sognefjorden. Vi havde desværre misset en 20 km lang grusvej fra Tyinsøen, som leder til byen. Men men i stedet surfede vi - så godt som et dualsport knopdæk tillader det - et utal af hårnålesving for at brænde 1500 højdemeter af. Vi sad efter en uge i sadlen stadig forbløffende komfortabelt og uden øm bagdel. 701’eren er berygtet for et sæde, der mest er lavet til stående enduro kørsel. Så kort før afgang til Norge havde jeg anskaffet et nyt sæde fra Seat Concept. Det var lidt mindre farverigt end originalen, men valgt praktisk i sort. Den helt store gevinst er dog kvaliteten af skummet i sædet og det meget grippy betræk. Som billederne viser er sædet dog meget tyndt bagerst, så vi havde fabrikeret en lille ekstra pude af noget liggeunderlag og sikret det med en snor. Så var der også komfort både for og bag.

    Landskabet dertil virkede mere barskt og forblæst, men vi blev belønnet for anstrengelserne med et gigantisk wienerbrød på café på byens torv og samlede kræfter til flere sving og små veje. Fra Øvre Ardal klatrer man næste bogstaveligt lige op ad fjeldet på en lille men meget dramatisk vej som smyger sig lige vest for Jotunheimens vestlige bastion, Hurrungane fjeldet. Flere gange måtte vi stoppe op og fotografere landskabet, som lignede noget fra en MC adventure reklame. Herfra ramte vi den kendte vej 55, som førte os nord om Jotunheimen, og stadig tæt på alle de største bræer. Vejen er ikonisk på et stræk hvor den bølger fem gange op og ned og det er ren rutsjebanekørsel. Helt svimle af vejens forløb og alle de bjergtagende udsigter af fosser, som vælter 500 meter ned af lodrette fjeldsider tjekkede vi sidst på dagen ind på en lille, billig camping i byen Lom.

    30-2

    Vi mødte andre adventure kørere i Lom og blev lidt fristet til at køre nordvest til byen Geiranger, som skulle være et andet hårnåle-heaven. Men da vi allerede havde oplevet Lysebotn og de 28 sving, så valgte vi at gemme stedet til en anden god gang. Lom havde de ting vi manglede, bla. en ny gasflaske til kogegrejet og et nyt USB ladekabel , som var blevet træt af at trykke ind i min tanktaske. Det hele sidder lidt mere tæt på en 701’er.

    Efter kun at have bevæget os generelt mod nord i en lille uge blev det på den syvende dag at vi igen skulle sydover. Og skønt vej 55 havde været det flotteste panorama ridt, så var det i dag at vi vi i adventure-forstand ramte ”kongeetapen”.

    34-2

    Maskinen havde fået som et par gange tidligere fået et sprøjt olie på kæden, vand og snacks lå klar i tanktasken, GPS’en havde en rute klar, tanken med de 13 liter brænstof gav os 325 km rækkevidde og samspillet med min co-driver få cm bag mig var hyggelig og effektiv rutine nu. Så snart Sessel sansede noget i trafikken som kunne blive til problemer, en hurtig bil fra en sidevej osv, mærkede jeg lige et klem fra hendes knæ og vi fik på den måde dækket trafikken dobbelt så godt af.

    Ved Garmo øst for Lom forlod vi asfalten og klatrede op på højfjeldet ad en fin grusvej. Nu fulgte næsten 100 km snoede og varierede grusveje gennem og senere øst om Jotunheimen nationalpark. Ud over får, geder og køer, så så vi også rensdyr nær vejen. Kun elgen manglede vi for at have set ”Norges Big Five” jokede vi .

    36-2

    Landskabet var storslået og vildt. Mod vest stak Jotunheimes tinder op og mod syd og øst var det åben vildmark, som også kunne have været i Alaska eller Patagonien. Her var det en hel særlig stemning at køre lidt fra sporet og finde en lavning med læ for så nyde dagens frokost. På strækket var det også at skilte med ”blind vej” forsøgte at stoppe os, men de viste sig at være falske. Så vi erfarede her at det kan betale sig at holde fast i sin kurs og at de lokale både kan give vejledning og vildledning.

    En anden god erfaring var, at man sagtens kan være to på en adventure maskine og slippe asfalten i længere tid. Selv med fuldt læs ”sejler” en Husqvarna 701’er ikke på grus og vi havde ingen ubehagelige situationer.  Vi kom senere forbi skisportsbyen Beitostølen, som også om sommeren er et tætpakket turiststed.  Dagen endte på camping ved den større by Fagernes. Vi havde familie, hvoraf én havde taget et sommerjob som læge i byen. Og der var to nevøer, som med stort smil fik sig en bagsæde tur på min offroader.

    Med smag for grus og små veje fandt vi med vores Cappeln Damm 1:335000 kort endnu et godt og sammenhængende stræk på godt 50 km i Vidalen. Det var nu dag otte, og vores TKC 80 dæk havde stadig godt bid og vi ramte først asfalten igen om eftermiddagen og gjorde holdt ved en café i byen Sokna. Vi lavede et færge tjek og opdagede at kun Colorline havde plads fra Larvik, og det ville være næste morgen med fremmøde kl  07. Så måtte vi bide tænderne sammen og kørte fire timer sydpå ad store veje. Vi svingede af en afkørsel fra Larvik og fandt efter et kvarter vores sidste Allemands-ret naturcamp for enden af et lille spor i en skov, hvor kun gående eller offroadere kunne komme til.  Sporet var åbenbart så sjældent brugt, at da jeg gik på morgentoilette næste morgen, så stod en stor råbuk og jeg pludselig ansigt til ansigt.

    37-2

    Niende dag fik en tidlig start, og vi sad snart på færgen mod Hirtshals og DK. Vi tog en hyggelig omvej via stranden mellem Løkken og Blokhus – hvor vi også fandt grænsen for hvor løst sand der nemt kan køres med to på maskinen. Senere var der grusveje i Tranum plantage og igen hyggelige skovveje syd vor Vandet Sø ved Thisted. Men til sidst var det snoet asfalt helt til Aarhus hvor vores lidt minimalistiske sommertur Sydnorge rundt kom til sin afslutning. Det var fedt at en ny, mellemstor maskine med kun 1000km på klokken kunne trække små 200kg vægt rundt i de norske fjelde et par tusind kilometer uden problemer. Det var også fedt at vi med et softbag set-up kunne spare 13kg på tasker og rack – og stadig have plads til det hele – og være smalle nok til at snige maskinen ind alle de steder vi fik behov for - i eventyrets navn.

    2 tanker om \"Søren og Sessel i Norge på en Husky 701\"

    • Prins Peter

      Fin historie, godt fortalt med masser af spændende detaljer. Herligt når der foruden en køreoplevelse, også kommer en reportage ud af køreturen. God inspiration. Herligt at også unge / yngre får øjnene op for livet som motorcyklist.
      Tak for I delte jeres historie :-)
      Peter

      Svar
    • Adventures4Ever

      Får så meget lyst til at køre afsted!!!

      tak!!!

      Svar
    Skriv et svar