Spørgsmål? Ring på 71 99 42 09 (Man: 7-12, Tirs-Tors: 7-10)

    Argh - vores elskede septembertur - og andre ture

    Når hverdagen rammer en motorcykel-eventyrer

    Livet har både op og nedture. Det siger i sig selv ikke noget om kvaliteten af det liv, der leves. Det fortæller dog en historie om dynamik, overraskelser, og behov for at kunne navigere. For cykelrytteren er nedturen kærkommen, for motorcyklisten er den afvekslingen, for bjergbestigeren er den afslutningen og for bungy-jumperen er den adrenalin og kick-off.

    Min gamle stedfar sagde ofte, at livet ikke var lutter lagkage, det var også en dans på roser. Det har han sådan set temmelig meget ret i, men han har ikke fuldkommen ret i det. For selvfølgelig er der modgang. For nogle meget og for andre mindre. I Allroad Adventures møder vi også modgang, og så handler vi på det. Det er dog ikke alt vi kan styre. Konkret betyder det, at et ganske u-dramatisk dødsfald har resulteret i, at vi ikke har nået at have tid til at etablere grundlaget for vores efterårstur til Sverige. Det er vi faktisk rigtig kede af, da det er en tur, som vi hvert år ser frem til, uanset om den går til Sverige eller Vestjylland. Men enderne skal også kunne nå hinanden, så derfor har vi valgt at trække stikket for turen i år.

    træk stikket

    Men tilbage til lagkagen og roserne

    For selvom vi ikke kan invitere dig med på alle vores ture, så vil vi gerne fortælle lidt om dem alligevel.

    Sidst i august tager vi på en offroad tur til enten Polen eller Tjekkiet. Motorcyklerne bliver højst sandsynligt opstaldet i en trailer, og vi sætter os i et par dejlige veloursæder, og kører på 4 hjul og autobahn derned. Så er der masser af tid til kaffe, kortlæsning og røverhistorier. Vi er endnu ikke helt tunet ind på, om det bliver en tur med en fast base, som vi så kører ud fra, eller om det bliver en rundrejse. Vi har 3-4 dage til rådighed på 2 hjul. Skulle du ligge inde med den fedeste rute, den gode ide eller det gode råd, så må du meget gerne dele ud. Har du en motorcykeltrailer, som du gerne låner eller lejer ud, så er du også meget velkommen til at sige til.

    Medio oktober går turen til Afrika, hvor vi skal drøne/tøffe rundt om Kilimanjaro, nyde den uovertrufne natur og møde lokalbefolkningen. Det bliver nok sådan ca. fuldstændig fantastisk. Turen varer 10 dage, og der er garanti for gode oplevelser og helt sikkert både op og nedture. Hverken Ole eller jeg har været i Afrika før, så det er forbundet med voldsomme forventninger og kriller i maven. Vi tager med Stefan fra MC Safari. Han har lovet at turen bliver på små Kina cykler, der bliver masser af støv og skidt i alle kropsåbninger, vi kommer til at lugte af gammel gnu og på den måde, så skulle de lokale øl, ved aftenstide, komme til at smage himmelsk – det glæder vi os til at undersøge.

    Vores ture dokumenteres selvfølgelig på både facebook og ikke mindst instagram. Skulle du have lyst, så vil vi ææælske at du tagger os på instagram, når du er på tur.

    insta

    Men hvad med det billede i starten af indlægget?

    Ja, det er faktisk en god historie om Billy, som jeg kun kan anbefale, at du læser. Den er ikke ret lang, men den er god.

    "Screw the bills; to hell with the boss; goodbye alarm clock; forget the lawn; I should just pack the scoot and ride off into the sunset of gypsy travel and adventure — I was not alone."

    "Among the first questions people ask is almost always, “Where do you guys get your money?” To this I always point out that none of the motorcycle drifters I know are independently wealthy."

    Læs afsnit 1.
    Læs afsnit 2.

    God sommer derude.

    / Mikkel

    Skriv et svar